At snige grønt i maden

Madeline er ikke meget for grønsager…. En enkelt gulerod ryger nogle gange ned, og ellers er det kun majs der duer hos hende.

Derfor forsøger jeg ofte at rive grønsager i maden, men hun kan dissekere enhver kødsovs eller lasagne på en utrolig måde, så alt det sunde ligger tilbage. 😉 Så jeg har måtte ty til andre metoder, for at få lidt af det gode i hende.

Noget der har virket godt, er at forklæde maden som noget lækkert og det som hun elsker at spise. For eksempel smoothies, frikadeller, boller, muffins eller pandekager. Hvis jeg derudover gør det lidt sjov og i børnehøjde, så kommer der ekstra meget indenbords. 🙂

Boller er nemme at fylde grønt i. Broccoli, spinat, gulerødder osv. kan nemt hakkes til ukendelighed og fyldes i en lækker dej. Bare stykkerene er små nok, så skal de nok blive spist her. Lidt det samme med frikadeller.

Det samme med en sød frugt smoothie. Grønsagsjuice eller frisk spinat er gode at skjule i en smoothie, specielt hvis der tilsættes en smule yoghurt som dæmper smagen af grønsager lidt.

Muffins kan laves sunde med honning i stedet for sukker, og med revede rodfrugter som en del af fyldet. Det er virkelig genialt, for barnet tror at det er lækkerier og en “treat” at få. 😉

Den anden dag lavede jeg grønne pandekager, som hun synes var vanvittigt sjovt. De var proppet med fint hakket spinat, og en smule frugtfarve, og hun spiste så mange at jeg ikke fik tal på det. I hvert fald flere end mig 🙂

Pandekagen vises frem ;-)
Pandekagen vises frem 😉

Grønne pandekager

Det er bare med at bruge fantasien og prøve sig frem, når det kommer til at snyde lidt grønt og sundt i de små 😉

Kram Kamilla

Blomsterende søstre-kærlighed <3

I det kaos der hersker i vores hjem for øjeblikket, er det svært for mig at stoppe op og bare nyde. Nyde min baby, min lille store pige, min mand og min familie som helhed. Nyde og suge til mig, uden en konstant dårlig samvittighed over, at jeg burde tage en opvask, finde en støvsuger frem eller få vasket noget mere tøj.

Jeg føler hele tiden at jeg burde være i gang med noget praktisk, eller i det mindste komme ud og få gået en lang tur med barnevognen. Men….. er det virkelig så vigtigt? Det jeg skal lige nu, må virkelig være at nyde. Naturligvis skal alt det praktiske ordnes, men om opvasken står til dagen efter, eller vaske tøjet ligger i lidt store bunker for tiden, er vel ikke det der betyder noget i sidste ende.

Jeg skal huske at nyde min baby – lige om lidt er hun jo allerede stor – det går så ufattelig hurtigt. Men mest af alt, har jeg lige nu kun lyst til at sidde og se på mine to piger, der er i gang med at finde hinanden. De er allerede knyttet, det er så tydeligt at se, på den måde de reagerer overfor hinandens lyde og bevægelser. De lærer ligeså stille hinanden at kende, og Madeline er blevet meget glad for Georgine de sidste uger. Hun bliver vildt begejstret når Georgine smiler til hende, og kommer løbende og fortæller, at Georgine har ramt et stykke legetøj hun har slået ud efter. Det er freaking sødt jo 🙂

Sofa- krammer <3
Sofa- krammer <3

De er begyndt at lege ved siden af hinanden på gulvet nu, og det fungere ret godt. Jeg skal dog lige huske Madeline på, at Georgine ikke kan klare, at få kastet en Duplo klods i hovedet og den slags, men det klarer vi så også 😉

Lige så stille bliver alt nemmere her, og vi finder alle vores plads og rytmen i at være en familie på 4. Tydeligt er det i hvert fald allerede, at det er en gave at have søskende, og hvor er jeg glad for, at vi kunne give det til vores børn. Deres bånd og blomstrende kærlighed, nyder jeg til fulde og det fylder mit hjerte op. Det vejer alle søvnløse nætter og hysteriske anfald op 100 gange 🙂

Kys Kamilla 🙂

De første uger i børnehaven

Nu har Madeline gået i børnehave i 2 uger, og det går bare helt vildt godt. Jeg er så overrasket over, hvor fint hun har taget det og, hvor hurtigt hun er faldet til.
Der er stadig lidt med at hun skal lære alle børnene at kende og hun holder sig gerne til 2 af de voksne. Men der er bare ingenting med hende derovre ellers. Om morgenen når J afleverer hende, løber hun bare ind, og når jeg henter hende skal hun lige lege færdig eller vise mig noget, og har bestemt ikke travlt med at komme væk derfra. Så super dejligt 🙂

Stolt foran børnehaven :)
Stolt foran børnehaven 🙂

Hun har nu også prøvet at sove der nogle gange, og selvom det er kortere lure på kun 45 min hun har taget, så er det egentlig også gået rigtig fint. Hun vil gerne sove der og falder nemt i søvn, så skal de lidt længere lure nok komme når hun er mere tryg og vant til at sove i larmen fra de andre børn 😉

Nogle dage har hun haft en reaktion når vi så er kommet hjem, men det havde jeg bestemt også forventet. Enten så er jeg bare den dummeste og mest trælse mor man kunne forestille sig, ellers også får hun en stor tudetur, hvor hun skal putte og hænge helt vildt op ad mig. Begge dele tager vi med og håndtere som de kommer 😉 Jeg synes jo det er helt naturligt, at hun skal reagere på begge måder over at være et nyt sted, alle de indtryk hun får og de tanker der må køre rundt i hendes lille hoved. 🙂

Alt i alt er jeg faktisk vildt stolt af hende og glad for den måde de første to uger er gået. Selvom jeg ved der kommer dage, hvor hun ikke vil af sted og hellere bliver hjemme, så er sikker på hun nok skal blive super glad for at gå der 🙂

God aften

Kamilla 🙂

Banan og chokolade muffins

Dette her er min yndlings muffins opskrift. Det er ofte min go-to opskrift når der skal bages noget lækkert i en fart, noget der skal medbringes eller til fryseren. Jeg ser frem til, hver an anledning jeg har til at bage dem 😉

De er ikke sukkerfri – tværtimod, og de er på ingen måde sunde, Men der er ikke særlig meget fedtstof i, og det kan jeg faktisk godt lide på smagen og konsistensen de får. Desuden er de ret så nemme og der bliver ca. 20 små muffins ud af denne opskrift.

De bedste muffins :P
De bedste muffins 😛

Ingredienser:
3 æg
225g sukker
3 modne bananer
1 spsk citronsaft
150g mørk chokolade
225g hvedemel
2 tsk bagepulver
3 spsk smagsneutral olie

Sådan gør du:
Varm ovnen op til 200g. Pisk æg og sukker sammen til det bliver hvidt og skummende. Mos/blend bananerne med citronsaften, og sammen med olien vendes de i æggene med en dejskraber. Chokoladen hakkes og vendes forsigtigt i dejen. Herefter blandes mel med bagepulver og sigtes i dejen. Det hele skal vendes forsigtigt og grundigt sammen med dejskraberen, så luften ikke går ud af æggene.

Fordel dejen i små muffinsforme og bag dem i ca. 15-20 min, eller til de er gyldne ovenpå.

God fornøjelse
– Kamilla 🙂

Liste over basisvarer

Tidligere lavede jeg et indlæg om mit søndag ritual, omkring at planlægge den kommende uge. Dette var især om planlægningen af aftensmaden, med en madplan og indkøbsliste. På denne indkøbsliste findes der hver uge et udpluk af disse basisvarer. Naturligvis afhængig af, hvad vi er løbet helt tør for osv. Men jeg vil forsøge at lave en liste her til jer, så i også kunne få gavn af, altid at have noget på lager i spisekammer og køleskab. 🙂

Spisekammer:
Havregryn
Hvedemel
Fuldkorns hvedemel
En anden grov mel (Rugmel, speltmel, grahamsmel eller andet – jeg variere her)
Hørfrø
Solsikkekerner
Chiafrø
Råsukker
Flormelis
Flydende honning
Fast honning
Kakaopulver
Kokosmel og Kokosolie
Rosiner
Mandler
Fuldkornspasta
Evt. en anden slags pasta (Pt. ramsløgspasta og safranpasta)
Fuldkornslasagne plader
Fuldkornsris
Risottoris
Bulgur
Røde linser
Kokosmælk
Tomat pure
Hakkede tomater
Dåse majs
Tun i vand
Dåse makrel
Alverdens krydderier heriblandt groft og fint salt, samt peberkorn.
Olier – pt. rapsolie, citronolie og chiliolie (Jeg bryder mig ikke om olivenolie)

Køleskab:
Mælk
Smør – gerne to slags
Æg
Græsk yoghurt
Gær
Soya
Fiske/Østers sovs
Fond – pt. svampe og fiske (dette kan også selv laves og fryses)
Løg
Gulerødder
Tomater
Agurk
Frugt
Ingefær
Citron

Det er muligt jeg har glemt noget her (listen er jo alligevel lang), så sætter jeg det på så snart jeg kommer i tanke om det 😉
Ikke alt passer til alle, smag, livstil osv. er jo forskelligt. Men det kan da i hvert fald give et overblik, over hvad der er godt at have på lager så det altid er nemt og overskueligt, at få lavet mad. 🙂

Søndags ritual

En af de ting jeg nyder at gøre om søndagen (helst – nogle gange bliver det desværre først mandag, hvis tiden er knap), er at planlægge den næste uges gøremål og ikke mindst aftenmåltider.

Jeg ønskede mig til jul en weekly planner (som jeg desværre ikke fik, og nok er nødt til at købe selv), som er et A4 ark med en kolonne til hver af ugens 7 dage. Den plejer jeg så bare selv at lave, men en lækker en af slagsen ville bare være så meget bedre 😉
Her skriver jeg ind, hvad vi har af planer hver dag, og hvad jeg så ellers gerne selv vil nå den pågældende dag – så som vaske tøj, handle ind, rengøring, oprydning, bage osv. Det er meget ofte at jeg overvurdere hvad jeg kan nå – haha – men det er virkelig rart for mig med en plan og nogle retningslinjer til at strukturere min hverdag, nu hvor jeg intet job har. Det giver ligesom lidt ro på for mig.

Desuden laver jeg en madplan for ugen, hvor jeg kigger i 3 af alle mine dejlige kogebøger og vælger ud, hvad jeg kunne tænke mig at lave den kommende uge. Her forsøger jeg gerne at tænkte over råvarerne skal bruges op inden for et par dage, så jeg undgår for meget madspild. Ligeledes vil jeg gerne have en ny ret med hver uge så jeg kan finde inspiration i noget nyt i køkkenet. Det er rart for mig at lave noget nyt, specielt når jeg går op i madlavning 😉 Ligeledes har jeg altid en dag med plads til at spise diverse rester ugen må have ophobet – ofte torsdag, en dag med en mere krævende middag – oftest fredag eller lørdag, og så en dag uden en plan for maden, hvor vi kan være mere spontane i forhold til både planer og hvad vi får lyst til.

Denne uges valg af kogebøger - Jamie Oliver, River Cottage og Caroline Flemming.
Denne uges valg af kogebøger – Jamie Oliver, River Cottage og Caroline Flemming.

Så laver jeg også en indkøbsliste ud fra de retter jeg har valgt ud, samt hvad vi mangler i forhold til at fylde både køleskab og spisekammer, så der hele ugen vil være det basale på lager, og det derfor kun er få ting der skal købes ind senere på ugen. Det er både vildt hyggeligt at lave de her planer, og sparer ret meget tid og faktisk også penge, når det lykkedes rigtig godt at få det hele til at spille.

God søndag
Kamilla 🙂

Vores Jul :)

Vi har holdt en dejlig jul hos min side af familien i Jylland. Der sker altid en del, fordi vi er en stor familie, så der har ikke været meget tid til sociale medier eller at skrive lidt her løbende. Desuden løb vi ind i noget sygdom, som jo også tager lidt på energien.

D. 23 kørte vi mod Jylland, og skulle holde lillejuleaften hos min Far. Det glædede jeg mig ret meget til, for det plejer at være vildt hyggeligt. Det var det også i år, men Madeline gik koldt tidligt på aftenen, og gik derfor glip af både juletræ og gaver. Det ærgrede mig lidt for, jeg havde set frem til at hun skulle opleve det sammen med sin Morfar. Men efter en hel dags kørsel, spænding og leg med kusine kunne hun bare ikke klare mere. Hen ad aftenen/natten fik hun høj feber, så det gav naturligvis også en forklaring på at hun måtte puttes tidligt.

Julefin og lidt syg bette fis <3
Julefin og lidt syg bette fis <3

Selve juleaften var vi hos min Mor, sammen med min storesøster og hendes kæreste. Endnu en super hyggelig dag, hvor min lillesøster, kæreste og datter slog et smut forbi om eftermiddagen. Dog vågnede Madeline så med feber, hoste og snot – og det sammen begyndte at vise sig hos mig op ad dagen. Så det var lidt øv, men Madeline fik en 3 timers lur og var derefter mere frisk og oplagt. Så vi klarede os ret fint igennem julemiddag, juletræ og dans (hvilket Madeline nød fra sin Fars arm), og et par julegaver. Vi åbnede kun et par stykker af hendes her, da hun simpelthen blev for træt og egentlig slet ikke magtede flere gaver.

Det er SÅ svært med de gaver ;)
Det er SÅ svært med de gaver 😉

Der var faktisk så mange gaver til hende, at hun åbnede dem lidt af gangen over de næste 3 dage, for det var alt for meget for hende at rumme alle de gaver på én gang. Selv nu er det egentlig lidt for meget for hende med alle de nye ting at lege med, og hun kan slet ikke finde ud af det. Så vi leger med lidt af det, og må finde resten frem løbende over de næste uger. Det er jo også ret fint med noget nyt på lager. 🙂

Vi tog hjem til Nørrebro d. 27, for J skulle arbejde her mellem jul og nytår. Dog blev det ikke til en dag på job d. 28 alligevel, for jeg var blevet så sløj at jeg slet ikke magtede at passe hende den bette krudtugle en hel dag. Derfor tog han en hjemmearbejdsdag og jeg fik plads til nogle gode lure, der har hjulpet på helbredet. Men det var egentlig ret rart at komme hjem, selvom vi altid føler at tiden flyver af sted når vi er i Jylland og altid godt kunne bruge en dag ekstra- Men det var nu alligevel dejligt at komme hjem, ikke mindst for Madeline, der bare var så glad for at være hjemme i trygge rammer. 🙂

Nu har vi det heldigvis bedre, og ser frem til en nytårsaften i familiens tegn, med masser af hygge 🙂

Lidt forsinket god jul herfra
Kamilla 🙂

Efterårs”ferien”

Vi har holdt en dejlig og hyggelig efterårsferie fyldt med planer 🙂 Ferie er måske så meget sagt for J har da været på job hele ugen, og jeg har jo heller ikke rigtig ferie. Men vi har ladet lidt som om 😉

Det startede med J og min tur til Malmø og Madelines visit hos Farmor og Farfar. De tre hyggede sig, og vi havde en rigtig dejlig og afslappende tur. Den gik med kaffe, shopping og gåture, så det var lige efter vores hoveder. Ja ja, vi burde da måske have været mere kulturelle og sådan, men helt ærligt så gad vi (heller) ikke denne gang ;). Den forholdsvis korte tur ville vi hellere bruge på, at tage det stille og roligt og være sammen. Det var mega dejligt – og vi var faktisk også inde i en kirke i 10 min 😉

Ugen efter har Madeline været hjemme, for hendes søde dagplejemor er desværre blevet sygemeldt 🙁 Lidt øv, men vi har hygget os :). Nu må vi se hvor længe det varer og om Madeline skal prøve og være lidt i Gæstehuset, som er vores alternative pasnings mulighed.

Torsdag kom min mor på besøg og blev til søndag formiddag. Det har været skide hyggeligt med hende her nogle dage, og jeg elsker når Madeline får tid sammen med sin Mormor. Det sker jo ikke helt så ofte, når vi bor langt væk fra hinanden, og derfor har vi heller ikke haft de store planer de dage og bare hygget os sammen. Men det virker til at de begge har nydt det, og har haft nogle gode dage.

Samtidig nåede vi også lige at se min søster og hendes kæreste til brunch lørdag, hvor der blev spist, hygget, snakket og leget. 🙂

Så en super dejlig “ferie” uge, men vildt meget hygge og samvær 🙂

Håber også i havde en dejlig efterårsferie og uge
Kamilla

Bananbrød uden sukker

I morges da jeg stod op, så jeg 3 virkelig overmodne og brunplettede bananer ligge og lure i frugtfadet. Så dem skulle der laves noget med i dag. Da Madeline er hjemme og hygge, måtte hun være med til at bestemme, og til at hjælpe. Hun ville gerne have kage (det vil hun altid), men for at gøre det lidt sundere valgte jeg, at kaste mig ud i et bananbrød uden sukker. Dog tilsatte vi lidt mørk sukkerfri chokolade, så den bette troede det var kage ;). Faktisk så smager det også som kage og er virkelig lækkert og svampet.
Jeg brugte simpelthen bare lige, hvad jeg havde i skabet og biksede sammen, så næste gang vil jeg nok foretrække at tilføje nogle mandler eller andre nødder.
I dag hakkede og moste jeg i hånden, da min stavblender er udlånt til en veninde. Normalt ville jeg have brugt min minihakker og fået en finere struktur i brødet, men det er egentlig ret lækkert med de større stykker. Det kan man jo gøre som man lyster :). Her er den nemme opskrift i hvert fald:

Ingredienser:
3 æg (små)
2 spsk honning
1 tsk vaniliepulver (2 tsk vaniliesukker)
8 opblødte dadler
3 moste bananer
200 g mel
1 1/2 tsk bagepulver
1 knivspids salt
60 g hakket mørk chokolade (evt. sukkerfri)

image

Sådan gør du:
Varm ovnen op til 180g. Pisk æg med honning og vanilie. Hak derefter de opblødte dadler fint, og tilsæt dem sammen med de moste bananer. Pisk igen til bananmassen er fordelt. Tilsæt herefter salt, bagepulver og mel. (Jeg brugte 100g hvedemel og 100g fuldkornshvedemel, men det kan du gøre som du lyster). Pisk grundigt til alle de tørre ingredienser er inkorporeret i dejen. Chokoladen hakkes groft og vendes i dejen med en dejskraber.

For en lille rugbrødsform med bagepapir eller smør den grundigt, og hel dejen deri. Brødet skal bages  i ca 35 min til det er gyldent på overfalden.

Tips til ændringer: Som jeg skrev længere oppe, vil jeg næste gang prøve at putte nogle nødder i. Desuden tror jeg også brødet vil gøre sig godt som et lækkert morgen-müsli-brød, hvor man kan erstatte chokolade med f.eks. rosiner og tranebær, og bruge lidt fint malet havregryn som en del af melet. Det skal jeg i hvert fald selv eksperimentere med 🙂

God fornøjelse

Håndklædet i ringen.

En af de mange ting som er sket, mens jeg har været væk fra bloggen er, at vi har måtte smide håndklædet i ringen omkring det at jeg har været hjemmegående.

Det har bare i sidste ende været alt for hårdt og presset økonomisk, og selvom det var vidunderligt på alle mulige andre måder for os alle 3, så kan det bare ikke hænge sammen. Det er virkelig øv, træls og bittert at måtte erkende, men vi vil bare gerne have lov til at tage i bio eller købe en kop kaffe engang imellem, og undgå den evigt dårlige samvittighed når dankortet kører igennem.

Det er ikke fordi vi ellers har manglet nogle af de ting vi har skåret væk, så som tv. Og det er heller ikke noget vi vil vælge til nu. Det handler simpelthen om et lidt større råderum i den daglige økonomi, samt at starte en opsparing. Vi vil nemlig rigtig gerne snart flytte til noget større i Jylland 🙂 – og en flytning kræver nogle penge på kontoen.

Det her har så betydet, at jeg har meldt mig ledig, og nu er på dagpenge. Så må vi se, hvordan det går denne gang. Synes allerede jeg kan mærke presset, men forsøger at tage det stille og roligt, og ikke blive stresset over det igen. Det er nu altså bare ikke fedt at få penge uden at arbejde – det kommer jeg aldrig til at synes. Lige meget, hvor meget det så er min ret og noget jeg selv har betalt til i flere år.

Første møde er i morgen, og så håber jeg på at møde en venlig og forstående kontaktperson 😉

Kram Kamilla 🙂