Hjemmelavet “nutella”

Igår lavede jeg en sukkerfri nutella baseret på dadler. Så den kan spises uden de mange dårlige kalorier den rigtige nutella har 😉 Jeg synes den smager mega godt, og stiller behovet for søde sager.

Ingredienser:

10 friske dadler, 4 spsk kakao, 2 tsk peanutbutter, 1 spsk kokosolie uden smag, lidt mælk.

Sådan gør du:

Udsten dadlerne, put dem i en minihakker og hak dem lidt. Tilsæt kokosolie, kakao, og peanutbutter. Blend det hele godt, og tilsæt mælk for en smørbar konsistens. Tilsæt evt mere peanutbutter for mere smag af nød, eller mere kakao for en mere intens chokoladesmag.

Put “nutellaen” i en beholder med låg og opbevar i køleskabet.  Den er spist inden den bliver for gammel 😉

image

God fornøjelse 🙂

– Kamilla

 

Den nye indretning

Som jeg tidligere har skrevet, har vi gang i en omflytning herhjemme. De store linier er nu ved at være på plads, og det er blevet ret godt.

Derfor vil jeg dele nogle billeder af stuen/spisestuen, samt nogle detaljer fra soveværelset og fra Madelines værelse, der også fungerer som kontor.

Stuen
Stuen
image
Spisestue
image
Spisestue/stue
Soveværelse
Soveværelse
image
Madelines værelse

 

Vi mangler stadig et nyt tv-møbel, nogle detaljer i soveværelset og i børneværelset/kontoret. Muligvis også lidt på væggene. Så flere billeder når det hele er på plads 🙂

– Kamilla

Dagens vækning

I morges blev jeg vækket af en lille stemme som gentagne gange råbte ” Mor, Mor jeg kan ikke lide den lille dims”. Jeg tænker, hvad er nu det for noget… Og trasker søvndrukken ind til Madeline.

Der finder jeg hende siddende krøllet helt sammen i fodenden af sengen og peger på væggen. Jeg kigger og ser en ret stor sort edderkop… SÅ er jeg temmelig vågen for jeg hader edderkopper. Jeg forsøger at lukke min sædvanlige reaktion med skrig, løb, panik og gråd ude så M ikke skal blive bange, og kalder på J. Mit ” Skat vågn op” var nok liiiidt mere insisterede og skingert end normalt, og den måde jeg fik M op af tremmesengen på, var nok også lidt hurtigere og omklamrede end ellers. 😉

Jeg sætter mig ind i vores seng med M, og J napper edderkoppen og den dør.  Tror jeg får forklaret noget med, at hun bare skal kalde på Far og så flytter han edderkopper. Hun kigger på mig og siger ” Mor, jeg ikke bange for den lille edderkop” . Nå nå, okay så…. Det er bare Mor her som er en tøsedreng eller hvad? 😉 Håber det blev klaret så hun ikke er bange fremover. Det er da bare fandens svært, at skjule sådan en dum frygt for hende.

– Kamilla 🙂

 

 

 

Pigen er SUR!

Madeline har fundet ud af, at noget kan være negativt. Altså “ikke”, forskellen mellem sød og slem, sur og glad, lide og ikke lide osv osv. Det er jo i og for sig flot, godt og dygtigt… MEN! Hold op, hvor er det anstrengende – og lidt belastende – at hun hele tiden IKKE kan lide nogen eller noget, at ting og personer er dumme, at der tit bliver råbt “PIGEN ER SUR” (ja hun kalder sig selv for pigen), og det hun oftes siger til mig er “Ej la vær Mor”. S.U.K.!

Det varierer lidt med hvem/hvad hun – uopfordret – nævner hun IKKE kan lide. Men der er nogle faste, som hun altid GODT kan lide og vil have mere af… Og det er: skraldebiler, chokolade, Onkel Fred og Mormors kat, Aramis. (Disse er naturligvis i prioriteret rækkefølge) 😉

Det er bare lidt øv, hun endnu ikke har lært og forstået, at man ikke højlydt siger til andre “kan ikke lide den der” og peger samtidig. Udover det giver ret pinlige optrin på gaden, og mange undskyldende smil fra mig til fremmende…. Så synes jeg det er lidt synd for dem, der er hende nærmest, og som jeg ved holder meget af hende. Så kan JEG ikke lide, at hun siger, at hun ikke kan lide en og synes en anden er dum.

Puha, det bruger vi meget tid på at lære i øjeblikket. Det positive ved det her er, at hun jo også forstår det gode, glade og søde. Derfor får jeg nu svar tilbage på mit “jeg elsker dig”. Nemlig et “elsker også dig Muar”… Og hun siger ofte at “pigen elsker Aramis”.. det er jo så sødt, at det næsten ikke er til at bære 🙂

God dag

– Kamilla

image

Ud og løbe igen..

Tidligere har jeg skrevet lidt om mit forsøg på at tabe mig. Det var begyndt at gå rigtig godt – både med mad og motion. Jeg begyndte på løb, og til min store overraskelse kunne jeg lide det. Jeg er ellers ikke typen som nyder motion, af nogen art. Jeg forventede også at løb ville være mega nederen 😉 Men efter få gange allerede kunne jeg fornemme mange fordele og det positive det gav mig – udover motion.

Men…. Så kom livet i vejen. Sygdom, planer og livet herhjemme var vigtigere og jeg har måtte prioriterer de ting først. Så nu har jeg faktisk ikke løbet eller dyrket motion i flere uger, og selvom jeg egentlig savner det og gerne vil ud, så er det bare vildt svært for mig, at komme igang igen efter så lang en pause.

Egentlig er det jo dumt ikke at få gjort det hele tiden, for man ved jo godt at det giver overskud og energi til at klare de udfordringer hverdagen og livet bringer en. Men i stedet for at slå mig selv i hovedet med det, så ryster jeg det nu af mig, og fortsætter hvor jeg slap.

Så har bestemt mig for at det skal være idag, at jeg skal ud på en løbetur igen. Op på hesten igen og kæmp videre 🙂

God tirsdag 🙂
– Kamilla

 

Hurtige boller – til de travle eller dovne morgener :)

Hele sidste uge var jeg nede med sygdom, og i weekenden var det så min mands tur. Derfor sy ntes jeg at vi trængte til en lækker morgenmad, så lørdag morgen lavede jeg nogle hurtige boller til morgenmad.

Det er en meget simpel opskrift, og tager faktisk ikke meget tid. Dog vil jeg sige at dejen naturligvis kun bliver bedre, jo længere den hæver. 🙂

Ingredienser:

1/2 pk gær, 5 dl vand, 2 store spsk yoghurt (græsk, a38 eller hvad du lige har), lidt salt, lidt olie, mel, evt frø og kerner, 5 dl havregryn.

Sådan gør du:

Opløs gæren i vand, yoghurt, salt og olie. Herefter tilsætter du de frø og kerne du har lyst til. Tilsæt havregryn og rør godt. Tilsæt den meltype du lyster, indtil dejen bliver til en tyk grød. (Jeg bruger ofte en blanding af mel – fuldkornshvedemel og en anden variant feks grahamsmel eller rugmel). Dejen skal nu hæve, men hvis du sætter den et lunt sted, behøver den ikke hæve længe. 20 min er fint, men som sagt vil den altid vinde lidt ved at hæve længere.

Efter hævning sættes dejen i klatter på bagepapir og bages ved 200 grader i ca 25 min. Hvis du har to plader i ovnen, så brug varmluft.

God fornøjelse 🙂

image

 

Havregrød – lidt mere mums

I dag er en af de der dage, som er lidt hårde at komme igennem.

Jeg er godt syg.. På den der feber, uhæmmet snot, ondt i hals og øre måden. Madelines dagpleje mor er syg – og da bette ikke er så glad for den alternative pasning, er hun selvfølgelig hjemme. Men.. Det er sgu lidt hårdt at være mor på, når man selv er sygdoms nederen og drømmer om seng og dyne :-/

Morgenen var et stort kaos, så da manden var smuttet på arbejde og barnet placeret foran Klokkeblomst film, var det tid til min morgenmad. Og jeg trængte til energi og noget lidt lækkert, som også kunne spises af den ømme hals.

Det blev til havregrød med most banan og chia frø. Dertil en lille klat smør. Det var rigtig lækkert – og jeg fik kun det halve selv, da M tydeligvis også godt kunne lide det 😉

Opskriften er:

1 1/2 dl havregryn, 1 1/2 dl mælk, 1 1/2 dl vand, lidt chia frø og 1 most banan koges sammen og toppes med feks lidt smør.

Kram

– Kamilla 🙂

 

image