Redebyggeri

Nu varer det jo ikke så længe før den lille ny baby kommer ud til os, og jeg er ved at gå i “redebygger” mode – men alt hvad det indebærer. Lange to-do lister, posefulde der skal til genbrug, planlægning og indkøbslister. Tror faktisk J er en lille, bitte smule træt af mig 😉

Jeg prøver på at tage den med ro indtil jeg går på barsel i starten af februar, hvor jeg kan begynde at vaske babytøj, fylde fryseren op, gøre plads til babyens sager osv. osv.

Tror bare jeg pt. synes det er lidt uoverskueligt med vores knappe plads, og hvordan vi får plads til endnu en person i vores lille hjem. Nok derfor jeg så gerne vil have ryddet op og smid en del ting ud, som vi alligevel ikke bruger længere. Jeg ved jo godt at det nok skal gå, men som højgravid tænker man desværre ikke altid rationelt 😉 – og det kan godt resultere i lidt for meget planlægnings- og organiserings-stress.! Jeg må prøve at tage det lidt mere med ro, og bare få styr på de vigtigste ting. Det meste behøver vi jo alligevel ikke lige med det samme 😉

En ting jeg dog virkelig gerne vil nå, fordi det var så lækkert sidste gang vi stod med en nyfødt, er at få fyldt fryseren godt op, med nem mad og godter til barselsgæsterne. Det gjorde virkelig livet ret meget nemmere de første uger. Så lige nu er jeg godt i gang med at tømme den, og derefter er jeg bare klar til at kokkerer 😉

God dag – fra den hormonfyldte højgravide
Kamilla 🙂

Frikadeller med grønkål

Vi kan godt lide grønkål herhjemme, og bruger det egentlig i ret mange forskellige retter – på pizza, i salater, i juice og smoothies for eksempel – men jeg synes alligevel nogle gange det kan være svært at få brugt det hele. Derfor har jeg fundet på at putte det i frikadeller, og det smager faktisk ret lækkert. Denne her version er lidt mild i smager og tilpasset en snart 3årig 😉 – men det kan sagtens gives mere gas på krydderier og større stykker løg og grønkål.

grønkåls deller

Ingredienser:
1 pk hakket svine/kalve kød
1 stort løg
2 fed hvidløg
100g grønkål
1 æg
lidt rugmel
salt og peber

Sådan gør du:
Hak løg, hvidløg og grønkål fint i en minihakker. Bland kød og æg i en skål, og tilsæt derefter det finthakkede grønkål, løg og hvidløg. Bland det rigtig godt sammen. Tilsæt en smule rugmel ad gangen indtil farsen bliver til en sammenhængende fast masse, dog ikke for tør. Smag til med salt og peber (steg evt. en lille klat af farsen og smag på den, hvis du ikke vil smage på den rå fars).
Frikadellerne steges ved ret lav varme, da de nemt kan blive sorte pga. grønkålen.

grønkåls delle

Tips til ændringer:
Løg og grønkål kan hakkes knap så fint, og det ville helt sikkert være lækkert med mere smæk på krydderier, som f.eks. lidt chili. Lidt feta eller andet ost, vil helt sikkert også være ret lækkert i.

God fornøjelse og appetit
Kamilla 🙂

Børnehavestart

Min lille, skønne pige skal snart i børnehave. Hun skal allerede starte her til februar. Puuu hvor går tiden dog hurtigt. 🙂

Selvom jeg på nogle punkter slet ikke synes hun er klar til det og er alt, alt for lille…. Er hun på så mange andre punkter helt vildt klar. Sådan vil det nok altid være.;) Hun snakker meget om, at hun skal i børnehave og glæder sig rigtig meget, dog vil hun have, at jeg skal være der hele dagen også. Hmm den går nok ikke i længden 😉

Min store, lille pige <3 (Photocredit til Farfar)
Min store, lille pige

Vi har været så heldigt at få den børnehave, vi havde ønsket som nr. 1, og det er næsten lige ovre på den anden side af gade, hvilket er fantastisk. Desuden er det en ret lille børnehave på kun 20 børn, som vil være rigtig godt til Madeline, der ikke altid synes det er fedt med kæmpe forsamlinger. For mig har de en god og afslappet madpolitik, og børnene hjælper til i køkkenet. De har meget fokus på det individuelle barns lærings niveau, og arbejder meget på at det sproglige, da der er børn af flere forskellige etniske baggrunde. Ja vi bor jo på Nørrebro – men jeg synes bare det er så fedt, at Madeline lærer at mennesker er forskellige og at det bare er så okay 🙂

Selve indkørslen er jeg ret spændt på, hvordan kommer til at gå. Jeg tænker den første uge nok skal være med korte dage, og at jeg tager med den første dag eller to. Nu må vi se – hun skal nok klare det. Igen er det her sikkert værst for moderen 😉

Vi er dog ret kede af at sige farvel til den allerbedste dagplejer vi kunne ønske os – snøft! Men jeg er ret sikker på, at vi godt må komme på besøg engang imellem, eller mødes på en legeplads 🙂

Ieftermiddag skal vi kort hen og besøge børnehaven, og det skal nok blive sjovt at se Madelines reaktion på det. Håber hun vil lege med de andre børn lidt, og ikke er alt for genert 🙂

God dag
Kamilla 🙂

Samtale med fødselslægen

Her er en lille opfølgning til mit seneste indlæg om min fødselsberetning og mine tanker om den kommende fødsel 🙂

Vi har nu været til en samtale hos en fødselslæge. Og det var bare virkelig godt og rart. Jeg havde jo en masse spørgsmål og tanker, som hang sammen med den knap så gode fødselsoplevelse sidst. Og selvom han jo intet kan garantere, så føler jeg mig slet ikke så nervøs længere.

Han var virkelig god til at tage mig og min nervøsitet alvorligt, samt svare grundig og forklarende på alle mine mange spørgsmål 😉 Jeg er blevet mere afklaret med nogle ting omkring, hvad der helt sikkert kommer til at ske, hvad der måske sker og hvad der nok ikke skal ske. For eksempel skal jeg undgå noget smertelindring. Men får dog noget, hvis jeg skulle få en vestom igen.

Det er bare så super rart at have fået svar på så mange ting, også selv det altid er lidt uvist, hvad der kommer til at ske. Så er jeg mere klar til det nu. Desuden vil han nu følge mig de sidste uger, og scanne mig løbende så der holdes øje med at baby ikke bliver så stor som Madeline var. I så fald, skal vi overveje om jeg skal sættes i gang tidligere. Det er også super rart, at der bliver holdt sådan øje med mig og baby nu. 🙂

Både jeg og J føler os i meget trygge hænder nu, og selvom jeg ikke kan sige mig helt fri for at være nervøs, så er det på en meget mere afslappet og naturlig måde som inden fødslen med Madeline. Hvor er det faktisk rart 🙂

Jeg kan kun anbefale andre til at få sådan en samtale, hvis det er noget omkring fødslen i går og tumler med. Bare spørg hos jordmoderen 😉

Rigtig god onsdag til jer alle sammen.
Kamilla 🙂

Fødselsberetning

Sidste gang jeg var gravid, var jeg slet ikke nervøs eller bange for fødslen og tanken om veer. Det er jeg denne gang. Fødslen med Madeline gik nemlig slet ikke som ventet, og ikke særlig godt for mig. Derfor ser det ret anderledes ud under denne graviditet.

Sidste gang var jeg helt sikker på at min krop nok selv kunne finde ud af det der med at føde et barn. Jeg var selvfølgelig klar over at det ville komme til at gøre ondt, men det var jeg faktisk klar på, og følte på ingen måde at det var skræmmende. Smertelindring var umiddelbart ikke noget jeg ville, men tænkte at det måske kunne komme undervejs i forløbet. Desuden følte jeg mig på forhånd i meget trygge hænder på Rigshospitalet.

Fra da jeg ventede Madeline :)
Fra da jeg ventede Madeline 🙂

Veerne kom og 7 timer efter trådte vi ind på fødegangen. Jeg var ved godt mod, og selvom veer da gør helvedes ondt, synes jeg faktisk på dette tidspunkt at det var til at klare og alt gik fint. Lidt efter kom vi ind og der blevet både taget fostervand og målt hjerterytme på Madeline. Det så ikke så godt ud, vandt var grønt og hun havde for høj en puls. Derfor kom vi hurtigt videre ind på en fødestue, hvor der blev sat elektroder fast på Madelines hoved,  og der blev målt ilt og hjerterytme konstant. Ligeledes fik hun flere gange taget en lille blodprøve fra hovedbunden, så de kunne tjekke at alt så ok ud.

Kort efter fik jeg en vestorm. Hvis veer gør helvedes ondt, så er sådan en lige dobbelt op på ondt. Den varede ca. 1 time. Vestormen blev direkte afløst af presseveer, men jeg måtte ikke presse for de opdagede at hun lå skæv med hovedet nede i bækkenet. Lidt efter fik jeg lov til at presse, men der skete intet, og pludselig faldt hendes hjerterytme drastisk og der skulle handles hurtigt. Derfor fik vi at vide, at hun skulle tages med sugekop. Der var tre forsøge (veer), ellers stod den på akut kejsersnit. Ved den tredje ve kom hun ud. Kæmpe stor og skrigende. Og helt fint, sund og alt var godt… med hende.

Mig og mit underliv havde ikke haft godt af først en vestorm og en sugekop, så jeg måtte syes meget. Det var ikke rart og jeg havde så ondt bagefter. Desuden havde jeg mistet en del blod, så kort efter besvimede jeg, og vi blev på hospitalet i ekstra tid så de kunne holde øje med mig.

Da vi skulle videre og på barselshotel, tror jeg nærmest at jeg var i chok og hele forløbet, og så havde jeg bare vildt ondt. Samtidig med at der pludselig var den her lille baby jeg skulle passe på. Egentlig ret surrealistisk 😉

I tiden efter måtte jeg ikke sidde op, højst 15 ad gangen for at spise lidt. Så i flere uger bagefter lå jeg ned på sofaen og i sengen. Det var et helvede. Jeg kunne ikke skifte ble, jeg kunne ikke sidde op og amme (så det gik lidt i vasken), og jeg kunne ikke holde til gåture eller lignende. Bare at få et bad var svært. Det blev bedre, langsomt bedre. Men noget af min syning gik op og er faktisk ikke blevet lavet endnu, da de ville vente fordi jeg gerne ville have flere børn.

Nu skal jeg så have barn nr. 2 og midt i alt min og vores glæde, så er jeg faktisk ret bange for at skulle føde og meget snart. Jeg vil så gerne have en fødsel der går godt, og hvor jeg slipper for de problemer jeg havde i meget lang tid efter. Jeg ved jo det kommer til at gøre ondt med veer, men det er ok. Jeg håber virkelig bare jeg undgår en vestorm, og så håber jeg på at kunne føde selv – naturligt. Ikke sagt at jeg ikke skal have smertelindring, for det er jeg klart mere tilbøjelig til at sige JA TAK til denne gang. Simpelthen bare for at få en god oplevelse. Og så håber jeg på at jeg kan mere bagefter, og ikke skal være sengeliggende. Både for min skyld, men ikke mindst for Madeline og Jespers.

Heldigvis har jeg talt en del med min Jordmoder om det, så jeg skal snart til en ekstra samtale med en fødselslæge, som kan give mig svar på mange af de spørgsmål der presser sig på. Han kan forhåbentlig også fortælle lidt om, hvordan de vil gribe det an, hvis tingene skulle gå skidt igen. Jeg håber virkelig det hjælper på min nervøsitet og frygt, for jeg vil gerne gå fødslen i møde med ro og overskud.

Kamilla 🙂

Banan og chokolade muffins

Dette her er min yndlings muffins opskrift. Det er ofte min go-to opskrift når der skal bages noget lækkert i en fart, noget der skal medbringes eller til fryseren. Jeg ser frem til, hver an anledning jeg har til at bage dem 😉

De er ikke sukkerfri – tværtimod, og de er på ingen måde sunde, Men der er ikke særlig meget fedtstof i, og det kan jeg faktisk godt lide på smagen og konsistensen de får. Desuden er de ret så nemme og der bliver ca. 20 små muffins ud af denne opskrift.

De bedste muffins :P
De bedste muffins 😛

Ingredienser:
3 æg
225g sukker
3 modne bananer
1 spsk citronsaft
150g mørk chokolade
225g hvedemel
2 tsk bagepulver
3 spsk smagsneutral olie

Sådan gør du:
Varm ovnen op til 200g. Pisk æg og sukker sammen til det bliver hvidt og skummende. Mos/blend bananerne med citronsaften, og sammen med olien vendes de i æggene med en dejskraber. Chokoladen hakkes og vendes forsigtigt i dejen. Herefter blandes mel med bagepulver og sigtes i dejen. Det hele skal vendes forsigtigt og grundigt sammen med dejskraberen, så luften ikke går ud af æggene.

Fordel dejen i små muffinsforme og bag dem i ca. 15-20 min, eller til de er gyldne ovenpå.

God fornøjelse
– Kamilla 🙂

Søvnproblemer

hos hende den lille krudtugle.
Vi har faktisk kæmpet med søvn i flere uger nu. Kæmper med at Madeline skal sove igennem… igen.. for hun har egentlig altid været ret god til det der med at sove om natten. Om dagen – not so much 😉
Men nu fungerer det heller ikke om natten, og ret ud sagt er jeg ved at gå til af træthed og graviditet nogle dage. Det nytter jo bare heller ikke noget at J er oppe med hende hver nat, for han har jo et job at stå op til og passe. Så vi er simpelthen snart nødt til at få styr på det.

Så fredfyldt og stille for en gangs skyld ;)
Så fredfyldt og stille for en gangs skyld 😉

Det hele startede da Madeline var syg med meget høj feber i flere dage, i starten af december. Der blev hun puttet i vores seng, og sov der i nogle nætter. Både for hendes tryghed og får at vi kunne holde øje med hende om natten. Desværre har hun så lynhurtigt vænnet sig til at skulle falde i søvn i vores seng, og vi er først nu ved at kunne putte hende i sin egen seng som normalt.

Problemet er så, at hun i løbet af natten kommer ind til os og vil sove i midten. Det gør umiddelbart ikke noget, men når det sker hver nat og hun ikke er nem at få til at sove igen. Så er det altså bare skide hårdt. I nat var hun vågen i næsten 2 timer inden jeg fik hende til at falde i søvn. Da vi så ville flytte lidt på hende, så jeg også kunne få lov at ligge ned igen 😉 – vågnede hun straks op. Suk! Desuden er der ved at være ret trangt i sengen med tre personer og en stor gravid mave.

Middagslur i fars og mors seng <3
Middagslur i fars og mors seng <3

Hvordan fikser man lige sådan en situation? Hvis vi om natten vil have hende til at falde i søvn i sin egen seng igen, tager det også vildt langt tid. Som regel går det hurtigere når hun ligger hos os, og derfor tyer vi jo til denne løsning når kl. er 2-3 om natten. Der orker man ligesom ikke særlig mange kampe vel? 😉

Kom frisk med gode råd… men jeg tænker der bare ikke er en nem løsning her. Det kræver bare standhaftighed og udholdenhed fra J og min side.

God lørdag – fra en ret træt mig.. Zzzzz…
Kamilla 😉

Liste over basisvarer

Tidligere lavede jeg et indlæg om mit søndag ritual, omkring at planlægge den kommende uge. Dette var især om planlægningen af aftensmaden, med en madplan og indkøbsliste. På denne indkøbsliste findes der hver uge et udpluk af disse basisvarer. Naturligvis afhængig af, hvad vi er løbet helt tør for osv. Men jeg vil forsøge at lave en liste her til jer, så i også kunne få gavn af, altid at have noget på lager i spisekammer og køleskab. 🙂

Spisekammer:
Havregryn
Hvedemel
Fuldkorns hvedemel
En anden grov mel (Rugmel, speltmel, grahamsmel eller andet – jeg variere her)
Hørfrø
Solsikkekerner
Chiafrø
Råsukker
Flormelis
Flydende honning
Fast honning
Kakaopulver
Kokosmel og Kokosolie
Rosiner
Mandler
Fuldkornspasta
Evt. en anden slags pasta (Pt. ramsløgspasta og safranpasta)
Fuldkornslasagne plader
Fuldkornsris
Risottoris
Bulgur
Røde linser
Kokosmælk
Tomat pure
Hakkede tomater
Dåse majs
Tun i vand
Dåse makrel
Alverdens krydderier heriblandt groft og fint salt, samt peberkorn.
Olier – pt. rapsolie, citronolie og chiliolie (Jeg bryder mig ikke om olivenolie)

Køleskab:
Mælk
Smør – gerne to slags
Æg
Græsk yoghurt
Gær
Soya
Fiske/Østers sovs
Fond – pt. svampe og fiske (dette kan også selv laves og fryses)
Løg
Gulerødder
Tomater
Agurk
Frugt
Ingefær
Citron

Det er muligt jeg har glemt noget her (listen er jo alligevel lang), så sætter jeg det på så snart jeg kommer i tanke om det 😉
Ikke alt passer til alle, smag, livstil osv. er jo forskelligt. Men det kan da i hvert fald give et overblik, over hvad der er godt at have på lager så det altid er nemt og overskueligt, at få lavet mad. 🙂

Æblekage med marcipan

I går bagte jeg en æblekage, fordi vi havde lidt æbler, der sang på sidste vers, samt en rest marcipan fra julen, som også trængte til at blive brugt. Den endte ud med at været ret lækker, med en god smag af marcipan, de let syrlige æbler og en smule kanel.

æblekage i fad

Ingredienser:
3 syrlige æbler (ca. 300g)
3 små æg
100g smør
100g sukker (jeg brugte økologisk råsukker)
150g marcipan
2 tsk. bagepulver
1 tsk. kanel
150g hvedemel

Sådan gør du:
Det stuetemperede smør skæres i tern og piskes sammen med sukkeret. Æggene tilsættes et af gangen og piskes godt ind i smørmassen. Herefter rives marcipanen groft og tilsættes dejen. Bland det godt og kom derefter bagepulver, kanel og mel i dejen. Æblerne skrælles, skæres i tern og vendes godt ind i dejen. Kom det i et lille ovnfast fad, som er beklædt med bagepapir eller smurt grundigt. Drys lidt sukker over toppen og bag ved 180g i ca. 40 min midten af ovnen, til overfladen er gylden og der ikke hænger dej fast i en kødnål.

Spis den evt. med creme fraiche, flødeskum eller is til. Den er lækker både lun og kold.

æblekage på skærebræt

Tips til ændringer:
Jeg bruger ikke særlig meget kanel i mine opskrifter, da jeg ikke er så god til store mængder. Derfor kan der sagtens tilsættes en tsk. mere. Der kan også bruges vanilje i stedet, eller dejen kan f.eks. smages til med appelsinsaft og skal. Ovenpå kan der også drysses med kanelsukker eller mandelstykker/flager i stedet.

God appetit
Kamilla 🙂

Søndags ritual

En af de ting jeg nyder at gøre om søndagen (helst – nogle gange bliver det desværre først mandag, hvis tiden er knap), er at planlægge den næste uges gøremål og ikke mindst aftenmåltider.

Jeg ønskede mig til jul en weekly planner (som jeg desværre ikke fik, og nok er nødt til at købe selv), som er et A4 ark med en kolonne til hver af ugens 7 dage. Den plejer jeg så bare selv at lave, men en lækker en af slagsen ville bare være så meget bedre 😉
Her skriver jeg ind, hvad vi har af planer hver dag, og hvad jeg så ellers gerne selv vil nå den pågældende dag – så som vaske tøj, handle ind, rengøring, oprydning, bage osv. Det er meget ofte at jeg overvurdere hvad jeg kan nå – haha – men det er virkelig rart for mig med en plan og nogle retningslinjer til at strukturere min hverdag, nu hvor jeg intet job har. Det giver ligesom lidt ro på for mig.

Desuden laver jeg en madplan for ugen, hvor jeg kigger i 3 af alle mine dejlige kogebøger og vælger ud, hvad jeg kunne tænke mig at lave den kommende uge. Her forsøger jeg gerne at tænkte over råvarerne skal bruges op inden for et par dage, så jeg undgår for meget madspild. Ligeledes vil jeg gerne have en ny ret med hver uge så jeg kan finde inspiration i noget nyt i køkkenet. Det er rart for mig at lave noget nyt, specielt når jeg går op i madlavning 😉 Ligeledes har jeg altid en dag med plads til at spise diverse rester ugen må have ophobet – ofte torsdag, en dag med en mere krævende middag – oftest fredag eller lørdag, og så en dag uden en plan for maden, hvor vi kan være mere spontane i forhold til både planer og hvad vi får lyst til.

Denne uges valg af kogebøger - Jamie Oliver, River Cottage og Caroline Flemming.
Denne uges valg af kogebøger – Jamie Oliver, River Cottage og Caroline Flemming.

Så laver jeg også en indkøbsliste ud fra de retter jeg har valgt ud, samt hvad vi mangler i forhold til at fylde både køleskab og spisekammer, så der hele ugen vil være det basale på lager, og det derfor kun er få ting der skal købes ind senere på ugen. Det er både vildt hyggeligt at lave de her planer, og sparer ret meget tid og faktisk også penge, når det lykkedes rigtig godt at få det hele til at spille.

God søndag
Kamilla 🙂