Identitet efter børn….

En jeg har lært at kende for nylig, har inspireret mig til at skrive dette indlæg. Hun er en badass mor til 3, hjemmegående (hvilket jeg er død-misundelig på), og så er hun så mega cool omkring sig selv og sine unger. Jeg er faktisk allerede helt vild med hende 🙂

Det handler om at blive “stemplet” fordi man er hjemme med sine børn og faktisk slet ikke har brug for at komme ud til end hel masse. Fordi man egentlig bare nyder at være hjemme og primært i sine børns selskab. Jeg har ikke fået børn for at de skal placeres i en institution hele dagen, så mit liv kan bliver som tidligere. Det liv vil jeg ikke have tilbage, men jeg er stadig mig og har min egen identitet.

Mange siger til mig, at jeg altså har brug for og godt af, at komme ud og tale med andre voksne. Tjo tjaa… nu kommunikere jeg jo altså med voksne hver dag i forvejen.. At jeg/vi har brug for vennepar med børn vi kan ses med… Har vi virkelig det? Er det livsnødvendigt? For jeg føler kun, at det tager fra vores kostbare tid sammen som familie, at vi også skal pleje sådan et venskab. Vi vil egentlig bare helst være kun os som familie, eller at J og jeg skiftes til at være ude alene med vores egne venner, og får lidt ny energi til familie og forhold derfra.

Det er klart at meget af min tid og mine tanker går på børn og alt hvad der nu følger med der. Derfor taler jeg naturligvis også en del om det. Men det er faktisk også det andre taler til mig om, og spørger mig om. Det er yderst sjældent, at jeg bliver spurgt om noget fagligt efterhånden, men det betyder jo ikke, at jeg ikke ved noget om andet end bleer og mos.

Det er som om, andre tror, at jeg sidder i en boble af sutteflasker og tøjdyr. Det gør jeg altså ikke. Min bedste veninde bor i Århus og hende ser jeg derfor sjældent, men vi taler gerne i telefon flere gange om ugen, og her taler vi stort set ikke om børn. Vi taler om alt det vi plejede at gøre. Den står for eksempel heller ikke udelukkende på børnesange herhjemme, men hellere det musik der betyder noget for mig eller radio med det nye. Så selvom mine piger fylder meget i mit liv, så er der også plads til mig selv.

Jeg interesserer mig faktisk for præcis de samme ting som inden jeg blev mor, og selvom min tid nu er begrænset til at være opdateret på alting, så følger jeg stadig med. Alle der kender mig ved, at jeg aldrig har været den som har set mange nyheder og fulgt med i politik – så nej det gør jeg heller ikke nu. Men de ved så også, at jeg interesserer mig meget for eksempelvis litteratur, madlavning, håndarbejde, menneskeligadfærd og kultur på forskellige måder. Jeg har ikke tid til at læse så meget som for 3 år siden, jeg kan ikke sidde ved symaskinen eller skrive så meget som jeg gerne ville og jeg eksperimenterer knap så meget i køkkenet pt… MEN disse ting er stadig noget jeg lærer nyt om og udforsker, næsten dagligt, for min egen skyld. Man kan jo bare spørge ind til de ting i stedet for til mine børn 😉

Det har aldrig været mig at deltage særlig aktivt i debatter eller diskussioner, og det bliver det heller aldrig. Jeg kan bedre lide at høre på andre og observere, men derfor skal man ikke tage fejl af, at jeg har holdninger og meninger. Jeg er bare tilfreds med at have dem for mig selv, og har ikke brug for at udtrykke dem som mange andre har. Det er lidt provokerende, at andre tror, man er udvidende og gået i stå, udelukkende fordi man bruger meget tid med sine børn og ikke nødvendigvis kaster om sig med viden i tide og utide.

Ikke alle mødre er ens naturligvis. Nogle vil gerne ud mere end jeg, andre går måske i en tåge af ammehjerne. Men det er da ikke noget som andre skal dikterer og man skal måske prøve at spørge lidt ind, inden der dømmes. For mon ikke de fleste stadig er sig selv og har sine interesser efter børn? Det tror jeg…. 😉

Kamilla 🙂

Forfatter: KamillaRilla

Blogboss ;-) Kamilla - Mig, Mor, Hustru, Datter, Søster. Bor på Nørrebro. Uddannet indenfor Informationsvidenskab og Kulturformidling.

En mening om “Identitet efter børn….”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *