At snige grønt i maden

Madeline er ikke meget for grønsager…. En enkelt gulerod ryger nogle gange ned, og ellers er det kun majs der duer hos hende.

Derfor forsøger jeg ofte at rive grønsager i maden, men hun kan dissekere enhver kødsovs eller lasagne på en utrolig måde, så alt det sunde ligger tilbage. 😉 Så jeg har måtte ty til andre metoder, for at få lidt af det gode i hende.

Noget der har virket godt, er at forklæde maden som noget lækkert og det som hun elsker at spise. For eksempel smoothies, frikadeller, boller, muffins eller pandekager. Hvis jeg derudover gør det lidt sjov og i børnehøjde, så kommer der ekstra meget indenbords. 🙂

Boller er nemme at fylde grønt i. Broccoli, spinat, gulerødder osv. kan nemt hakkes til ukendelighed og fyldes i en lækker dej. Bare stykkerene er små nok, så skal de nok blive spist her. Lidt det samme med frikadeller.

Det samme med en sød frugt smoothie. Grønsagsjuice eller frisk spinat er gode at skjule i en smoothie, specielt hvis der tilsættes en smule yoghurt som dæmper smagen af grønsager lidt.

Muffins kan laves sunde med honning i stedet for sukker, og med revede rodfrugter som en del af fyldet. Det er virkelig genialt, for barnet tror at det er lækkerier og en “treat” at få. 😉

Den anden dag lavede jeg grønne pandekager, som hun synes var vanvittigt sjovt. De var proppet med fint hakket spinat, og en smule frugtfarve, og hun spiste så mange at jeg ikke fik tal på det. I hvert fald flere end mig 🙂

Pandekagen vises frem ;-)
Pandekagen vises frem 😉

Grønne pandekager

Det er bare med at bruge fantasien og prøve sig frem, når det kommer til at snyde lidt grønt og sundt i de små 😉

Kram Kamilla

Kanelsnegle

I går lavede jeg en god portion kanelsnegle, så der var end masse til fryseren og de kommende barselsgæster. Ud af denne opskrift bliver der ca. 30 snegle. Selve dejen kan sagtens bruges til andet bagværk eller bare boller.

Ingredienser til dejen:
25 g gær
3 dl mælk
75g smør
2 æg
4 spsk sukker
lidt salt
600 – 700g hvedemel

Sådan gør du:
Lun mælken med smørret. Det må ikke koge, men skal bare være varmt nok til at smørret smelter. Stil det til side for at køle lidt af. Smuldr gæren i skålen og tilsæt de to æg. Hæld mælk og smør i skålen og rør rundt til alt gær er opløst. Tilsæt herefter sukker og salt og sørg for det bliver opløst i væsken. (Nu kan du tilsætte smag til dejen, hvis du ønsker det. For eksempel kanel, kardemomme eller vanilje. Ca. 2 tsk. af krydderiet.) Tilsæt herefter mel 100g af gangen, indtil dejen er sammenhængende med stadig ret klistret, for under hævningen bliver den lidt mere tør. Hvis du tilsætter for meget mel, bliver dejen hurtig kedeligt og tør. Hellere en lidt for klisteret dej, som du kan tilsætte mere mel under udrulningen senere.
Dejen sættes til hævning et lunt sted i 2 timer, til den er hævet til mindst dobbelt størrelse.
Imens kan du lave remoncen.

Ingredienser til remoncen:
200g brun farin
150g blødt smør
3 tsk kanel (tilsæt evt. mere for en kraftigere kanelsmag)
evt. en smule mælk

Sådan gør du:
Bland brun farin med kanel i en skål, og skær smørret i mindre tern ned i skålen. Brug en håndmikser til at rører det godt sammen, der skal piskes et stykke tid til massen bliver helt samlet. Hvis den bliver for fast, kan der tilsættes en lille smule mælk, så den er nemmere at smøre ud på dejen senere.

Sådan laver du sneglene:
Jeg deler dejen op i 3 stykker, for at det er nemmere at arbejde med. De to første stykker ruller jeg tyndt ud til en rektangel (behøver ikke være så præcist), og smøre et godt lag af remoncen på (ca. en tredjedel af remoncen, men ingen gider jo en kanelsnegl, hvor der er sparret på fyldet 😉 – så heller fylde det på der er behov for).

Udrullet dej med remonce.
Udrullet dej med remonce.

Sørg for at smøre remoncen helt ud til alle kanter, og rul så dejen sammen og skær snegle i passende stykker. Mas dem lidt flade og sørg for at det yderste dej foldes lidt ind, så det holder på remoncen. Den sidste snip af dejen kan evt. foldes ind under sneglen, for at holde på fyldet i bunden, og så risikere du heller ikke at sneglen åbner sig for meget under bagningen.

Dejen rullet sammen og skåret ud i snegle.
Dejen rullet sammen og skåret ud i snegle.

De skal bages ved 200g i ca. 15 min, til de er gyldne ovenpå og remoncen bobler. Bagetid afhænger meget af dine snegles størrelse og tykkelse, så hold øje med dem.

Færdige kanelsnegle.
Færdige kanelsnegle.

Ved den sidste del af dejen vurdere jeg, hvor meget der er tilbage af remoncen og udruller så et passende stykke. Resten bliver evt. lavet til et par boller. I går brugte jeg kun det halve af den sidste del dej, for jeg havde ikke nok remonce tilbage, da dejen var hævet rigtig meget. Således fik jeg 6 boller ud af det også 🙂

Når sneglene er kølet af, kan der evt. pyntes med glasur, men jeg synes ikke de behøver det 😉

God bagelyst
– Kamilla 🙂

Æblekage med marcipan

I går bagte jeg en æblekage, fordi vi havde lidt æbler, der sang på sidste vers, samt en rest marcipan fra julen, som også trængte til at blive brugt. Den endte ud med at været ret lækker, med en god smag af marcipan, de let syrlige æbler og en smule kanel.

æblekage i fad

Ingredienser:
3 syrlige æbler (ca. 300g)
3 små æg
100g smør
100g sukker (jeg brugte økologisk råsukker)
150g marcipan
2 tsk. bagepulver
1 tsk. kanel
150g hvedemel

Sådan gør du:
Det stuetemperede smør skæres i tern og piskes sammen med sukkeret. Æggene tilsættes et af gangen og piskes godt ind i smørmassen. Herefter rives marcipanen groft og tilsættes dejen. Bland det godt og kom derefter bagepulver, kanel og mel i dejen. Æblerne skrælles, skæres i tern og vendes godt ind i dejen. Kom det i et lille ovnfast fad, som er beklædt med bagepapir eller smurt grundigt. Drys lidt sukker over toppen og bag ved 180g i ca. 40 min midten af ovnen, til overfladen er gylden og der ikke hænger dej fast i en kødnål.

Spis den evt. med creme fraiche, flødeskum eller is til. Den er lækker både lun og kold.

æblekage på skærebræt

Tips til ændringer:
Jeg bruger ikke særlig meget kanel i mine opskrifter, da jeg ikke er så god til store mængder. Derfor kan der sagtens tilsættes en tsk. mere. Der kan også bruges vanilje i stedet, eller dejen kan f.eks. smages til med appelsinsaft og skal. Ovenpå kan der også drysses med kanelsukker eller mandelstykker/flager i stedet.

God appetit
Kamilla 🙂

Chokolade muffins :)

I lørdags fejrede vi J’s fødselsdag, og et af hans ønsker til maden var chokolade muffins med hindbær frosting. Ih jeg blev lidt øv over det ønske 😉 – for jeg synes altid at mine chokolade muffins bliver så kedelige og tørre. Derfor kiggede jeg lidt rundt på nettet efter inspiration til en ny opskrift. Jeg fandt en som lød ret god, og tilpassede den til vores smag. Den virkede til at falde i god jord hos gæsterne, og ikke mindst var jeg selv meget tilfreds med resultatet 🙂

Naturligvis glemte jeg at få taget et billede af det færdige resultat. Men så er jeg jo bare nød til at bage dem igen snart, og få lagt et billede ind 😉 Ihh hvor uheldigt.

Ingredienser:
100g smør
2 store æg
250 g sukker
2,5 dl kærnemælk
300g hvedemel
80g kakaopulver
1 tsk bagepulver
1/2 tsk natron
1/2 tsk salt
150g mørk chokolade

Sådan gør du:
Ovnen varmes op til 200g. Start med at smelt smørret og stil det til side for at køle lidt af. Æg og sukker piskes hvide og luftige. Herefter tilsættes det smeltede smør og kærnemælken til æggemassen. Det piskes let sammen. Alle de tørre ingredienser (mel, kakao, bagepulver, natron, salt) blandes sammen og sies forsigtigt ned i æggemassen. Dette vendes roligt sammen med en dejskraber til det er en sammenhængende dej. Det bliver lidt fast og sej i det. Det mørke chokolade hakkes groft og vendes i dejen med dejskraberen.

Fordel dejen i muffins forme. Jeg fik 18 stk., men de hæver godt op så dejen kan sagtens strækkes til et par stykker mere. Specielt hvis du vælger at putte frosting på. (Hvilket faktisk slet ikke er nødvendigt). De skal bages i 17-20 min, men hold lidt øje med dem, da ovne er meget forskellige. Jeg gav mine ca. 18 min i gasovn.

Tips til ændringer:
Put evt. hvid chokolade eller nødder i dejen i stedet for den mørke chokolade. Det kunne helt sikkert også være lækkert. Har du kun små æg, så pisk et ekstra og brug 2 1/2 æg, for at dejen ikke bliver alt for tør og fast i det.

Som topping brugte jeg en enkelt smør-frosting, da J ikke bryder sig om smørreost. Jeg havde mere end rigeligt til de 18 muffins, så jeg skalere lidt end på opskriften her 🙂

Ingredienser:
200g rigtig smør (blødt)
400g flormelis
1/2 pk frosne hindbær

Sådan gør du:
Kog de frosne hindbær op med en lille smule vand, indtil de er møre og falder fra hinanden. Si hindbær mosen, så du undgår kerner. Smør og flormelis piskes godt og længe sammen. Tilsæt den afkølede hindbærsaft lidt af gangen til smørmassen. Smag til undervejs for at få den rette syrlighed. (Jeg brugte alt saften, da jeg gerne ville have den så syrlig som muligt.) Smørmassen bliver fint lyserød/pink 🙂
Det er bedst at sprøjte massen på de afkølede muffins med det sammen, da den nu er blød og medgørlig. Men den kan godt laves i forvejen. Så skal den bare tages ud af køleskabet i god tid inden du skal dekorere dine muffins 🙂

Tips til ændringer:
Du kan altid bruge saften fra andre bær og frugter til din smør-frosting. Tror jeg skal forsøge mig med passionsfrugt næstegang 😉

God fornøjelse
Kamilla 🙂