Ammehelvedet

Jeg har altid haft en forestilling om, at når jeg fik børn så skulle jeg naturligvis amme. Det virkede bare som en selvfølge og helt naturligt. Jeg har nok set på det lidt romantisk og idyllisk, at sidde der med sit barn. Sådan skulle det så bare ikke være for mig.

Med Madeline gik amningen ikke som forventet og håbet, og hun begyndte at få flaske inden hun var 14 dage. Så både jeg ammede jeg og hun fik flaske til hun var 3 måneder, hvor jeg stoppede amingen helt. Igennem de 3 måneder, var amingen aldrig god. Det var på flere måder en kamp ved hvert måltid, og jeg nød det aldrig. Idyllisk var det langt fra, og jeg var slået lidt ud af kurs på grund af det. I starten følte mig som det værste mor ever, og havde det ret svært, selvom det helt klart var det bedste.

Dengang var jeg helt slået ud efter fødslen, og jeg har troet at det var derfor, at jeg synes amingen var svær og det gik helt skævt for os fra starten. Derfor håbede jeg på at kunne gøre det bedre og anderledes denne gang, hvor fødselen gik problemfrit. Det kunne jeg ikke.

Sovende lille baby <3
Sovende lille baby <3

At fødslen med Madeline gik så skidt og jeg var sengeliggende længe bagefter, har så absolut intet med det at gøre, har jeg nu fundet ud af. Det fungerer bare ikke for mig og os med amingen. Jeg nyder det ikke og oplever intet kærligt bånd til min baby omkring amme-måltider. Det gør jeg til gengæld så meget når jeg giver flasken. Det gør så frygteligt ondt at amme for mig, da jeg fik både brystbetændelse, svamp og store sår. Derfor nærmest frygtede jeg hvert måltid, da det resulterede i gråd og frustrationer. Det var/er ingen af os tjent med. Derfor stoppede jeg amingen helt efter 14 dage denne gang, og det er helt sikkert den bedste løsning for både mig, baby og hele familien. 🙂

Jeg synes det er så ærgerligt at det ikke fungerer for mig, men jeg er slet ikke ked af det på samme måde denne gang. Jeg ved, at jeg er den bedste mor for begge mine piger ved at have taget dette valg.

Kram Kamilla 🙂