Blomsterende søstre-kærlighed <3

I det kaos der hersker i vores hjem for øjeblikket, er det svært for mig at stoppe op og bare nyde. Nyde min baby, min lille store pige, min mand og min familie som helhed. Nyde og suge til mig, uden en konstant dårlig samvittighed over, at jeg burde tage en opvask, finde en støvsuger frem eller få vasket noget mere tøj.

Jeg føler hele tiden at jeg burde være i gang med noget praktisk, eller i det mindste komme ud og få gået en lang tur med barnevognen. Men….. er det virkelig så vigtigt? Det jeg skal lige nu, må virkelig være at nyde. Naturligvis skal alt det praktiske ordnes, men om opvasken står til dagen efter, eller vaske tøjet ligger i lidt store bunker for tiden, er vel ikke det der betyder noget i sidste ende.

Jeg skal huske at nyde min baby – lige om lidt er hun jo allerede stor – det går så ufattelig hurtigt. Men mest af alt, har jeg lige nu kun lyst til at sidde og se på mine to piger, der er i gang med at finde hinanden. De er allerede knyttet, det er så tydeligt at se, på den måde de reagerer overfor hinandens lyde og bevægelser. De lærer ligeså stille hinanden at kende, og Madeline er blevet meget glad for Georgine de sidste uger. Hun bliver vildt begejstret når Georgine smiler til hende, og kommer løbende og fortæller, at Georgine har ramt et stykke legetøj hun har slået ud efter. Det er freaking sødt jo 🙂

Sofa- krammer <3
Sofa- krammer <3

De er begyndt at lege ved siden af hinanden på gulvet nu, og det fungere ret godt. Jeg skal dog lige huske Madeline på, at Georgine ikke kan klare, at få kastet en Duplo klods i hovedet og den slags, men det klarer vi så også 😉

Lige så stille bliver alt nemmere her, og vi finder alle vores plads og rytmen i at være en familie på 4. Tydeligt er det i hvert fald allerede, at det er en gave at have søskende, og hvor er jeg glad for, at vi kunne give det til vores børn. Deres bånd og blomstrende kærlighed, nyder jeg til fulde og det fylder mit hjerte op. Det vejer alle søvnløse nætter og hysteriske anfald op 100 gange 🙂

Kys Kamilla 🙂